Bestyrelsesmøde 19.08.2023

Bestyrelsesmøde i GTTS lørdag 19/8 – 2023 kl. 16.00

Dagsorden

  1. Godkendelse af referat fra 25/6 og fra 16/7 - 23.
  2. Konstituering og velkommen til Jan, der desværre har meldt afbud.
  3. Diskussion af emner behandlet ved GF især RenoDjurs og særlige problemer på Jordvej
  4. Fastlæggelse af datoer frem til og med GF 2024 både hvad angår aktiviteter og bestyrelsesmøder. Fokus på GF week-enden.
  5. Hjemmesiden, Facebook
  6. Nye underskrifter til vores bank
  7. Evt.
  8. Socialt møde kl. 18.30 hos Rie og Poul, Metholmvej 14 kl. 18.30

Til stede: Poul, Finn, Kristian, Anne og Lars. Afbud fra Annett og Jan.

Ad 1: Referaterne godkendes uden ændringer.

Ad 2: Vi mangler at udnævne en næstformand. Det synes ikke hensigtsmæssigt i øjeblikket at ændre på posterne som sekretær og kasserer. Derfor udskyder vi punktet, så Annett og Jan kan være med til konstitueringen.

Ad 3: Strandengen. Det viser sig, at der er forskellige meninger i bestyrelsen om hybenrosens fortræffeligheder på strandengen. Der er dog ikke ønske om, at aflyse den kommunale klipning på de matrikler, der har tilmeldt sig ordningen.

Kristian har været i kontakt med RenoDjurs. Det har et par beboere herude også. Det ser ud til, der er givet grønt lys for, at man kun har det antal skraldespande herude, man har brug for. Man skal så selv sørge for, at det øvrige affald leveres sorteret til genbrugsstationen. Vi får lagt flere oplysninger herom på hjemmesiden.

Vi forventer fortsat, at adgangsvejene holdes i en stand, så skraldebilerne forholdsvist uhindret kan komme på alle veje Problemerne mellem beboerne på Månevej og Jordvej kan vi ikke løse.

Sommeraktiviteter: Vi diskuterede, om vi skal satse på generalforsamling i eget telt eller i forsamlingshus eller lignende. Teltet skal op til sommeraktiviteter – gerne loppemarked, stenmaling og vandaktiviteter. Vi forsøger at finde ud af, hvad det vil koste at leje borde og stole med levering og om man kan leje en pølsevogn, pandekagevogn eller lignende, og hvad det vil koste. Herefter beslutter vi ved næste møde, hvad vi gør.

Ved generalforsamlingen blev det foreslået at indkøbe flere beachflag, så der også kan reklameres for aktiviteter ved Tangvej og ved Metholmvej. Vi bliver enige om, at 3 flag må være nok lige nu.

Ad 4: Strandrensning lørdag 4/5, St. Hans søndag 23/6, sommeraktiviteter og generalforsamling 13-14/7.

Forslag til bestyrelsesmøder: 29/10, 25/2, 23/6 og 24/8 (socialt møde).

Ad 5: Finn regner med at lære, hvordan hjemmesiden redigeres. Facebooksiden fungerer.

Ad 6: Da vedtægterne endnu ikke foreligger i revideret form i banken ser det ud til, at vi alle skal opdatere vore oplysninger til banken. Det går smertefrit, ser det ud til. Lars får omskrevet vedtægterne.

Ad 7: Nogle beboere på Marsvej er utrygge ved, om redningsbiler af forskellig art har ”fri” adgang til Marsvej i den nuværende tilstand. Lars vil lægge en forespørgsel hos Brand og Redning.

Vores webmaster Gregers har en del udgifter til vedligehold af hjemmesiden. De udgifter skal vi selvfølgeligt afholde. Poul taler med Gregers om det.

Mvh

Lars