Et almindeligt sommerhus i vores grundejerforening

Sommerhuset. Skrevet af Birgit Busk i 1971 til sommerhuset Marsvej 17.

Det er ikke noget særligt. Nærmest primitivt. Det ligger et stenkast fra vandet, som det hedder i annoncerne. Det er derfor, der er så forholdsvis mange sten på stranden, siger de vittige hoveder, når de ser den. Have er der ikke meget af.

Grunden, som huset ligger på, er i grunden en regulær brakmark med noget langt, vildt græs indrammet af tre rækker gran- og fyrretræer i deres spædeste barndom. Planter af billigste sort, som kun med nød og næppe er i stand til at stikke toppen op over den plovfure, de står i. Det er ikke et sted, man kan imponere sine venner og bekendte eller nogen andre med. Men det fungerer. Det har det ikke altid gjort. I begyndelsen var der hverken tilløb eller afløb. Nu er der både varmt og koldt vand, stålvask, håndvask og brusebad. Der er også el-komfur og køleskab og varme. Alligevel virker det primitivt med sin enkle møblering og manglen på tæpper og nips. Udefra virker det temmelig trist og gråt, men kommer man ind, og bliver man budt til sæde med en kop kaffe eller måske en øl, er hyggen åbenbar. Fyrretræsvæggene med de mange, muntre knaster danner en festlig ramme om samværet. De bare gulve stiller ingen store krav til pertentlighed, og både børn og hunde er velkomne i al deres uciviliserede ufuldkommenhed. Den afslappede atmosfære forplanter sig til de voksne beboere og deres gæster, der tramper ind uden tøven med de forskellige årstiders uføre på fodtøjet. Her er endelig et hus, hvor de levende hersker over de døde ting og ikke som så mange andre steder beherskes af deres ejendele.

Jorden, som huset står på, er et stykke af disse ikke særligt frugtbare strandenge, som landboerne sælger fra, når skatterne bliver for høje. Stenet og umulig er den, men flad og god til fodbold og fjerbold og ikke for fin til en hund at grave huller i. Der er ingen engelske græsplæner og sirlige rosenbede at værne om. Området er til fulde beboervenligt.

Vejen til stranden går gennem en gammel, idyllisk plantage, flere hundrede meter eventyr og romantik med muligheder for natur- og andre oplevelser. Egern med rødbuskede haler flintrer op og ned ad grantræernes ranke stammer eller gemmer sig i de krogede fyrretræer. Ræven kommer luntende ud af tykningen i et ubevogtet øjeblik. Uglerne tuder uhæmmet, når de finder det for godt. Det myldrer med myrer og andet kryb i den bløde skovbund, og der vokser lyng og vilde roser mellem hjulsporene. Det er en charmerende og fantasifremmende vej tilvejebragt ved fældning af en lang række træer. Man må være vældigt på vagt for ikke at støde sig på stødene.

Huset kan ikke ses fra stranden, men det giver sådan en dejlig, tryg tilhørsfornemmelse at vide, det er der. Uanfægtet af vind og vejr står det og venter tålmodigt. Heldigvis virker det som sagt ikke videre indbydende udefra. Ingen tyve og narkomaner har derfor endnu følt sig fristede til at misbruge det. Beskedent og overset ligger det med alle sine skønhedsfejl der bag plantagen og venter på at huse sine ejere. De kommer også flittigt. Skønt det egentligt var tænkt som et sommerhus, bliver det benyttet næsten hele året. Først og fremmest naturligvis i den lyse tid af sommeren, når varmen visse dage ligger som en uflyttelig dyne og kvæler alt initiativ. Det eneste, der i sådanne timer bevæger sig og skaber liv, er gardinerne, som blafrer let i gennemtrækken fra de åbne døre og vinduer. Selv fluerne er tilbøjelige til at opgive deres evindelige summen. De sætter sig udmattede i en overophedet krog og venter bedøvede på aftenens kølighed. Men sommeren er sjældent lutter sol. Ved lyden af en tekedels snurren og ved duften af en kage i ovnen i køkkenet er regnen dog ikke at foragte i sommerhuset. Tværtimod er det skønt at være vejret på så nært hold. Taget er tær, og den fornøjelige plasken på jorden hele vejen rundt om huset, der endnu ikke er blevet forsynet med en tagrende, forhøjer nydelsen. Man får lyst til at tage gummistøvler og regnfrakke på og gå ud for at trampe i pytterne. Det sker, at lysten følges, og lugten af våd natur slår stærkt og godt i møde. Måske bliver det til en omgang gennem den drivende våde plantage. Når vandet er vendt og humøret lidt klamt står huset parat med en opkvikkende forfriskning til den forkomne.

På grå og blæsende efterårsdage danner de gamle trævægge et effektivt værn mod vejrets luner. Når vestenvinden pisker sand og jord på ruderne, er det dobbelt dejligt at sidde godt beskyttet bag tæt tillukkede døre og høre radio eller læse en bog. I buldrende oktobermørke står huset om natten og knager i fugerne, men stormen raser vildere og vildere, til den ender med et brag. Stejlt og stædigt modstår det alle angreb og ligner helt sig selv, når den blege sol forskræmt kommer listende op ad den næste dag. Den første nattefrost har hvidtet græsset og stivnet jorden, der knaser kækt under morgenvandringen. Men huset er stadig uforandret. Varmt og venligt efter en sporty konditur. Ikke det mindste fornærmet over helt uventet at skulle agere fritidshus langt hen på året. Også ind under jul tager huset imod. Hvor utroligt det end kan forekomme. Gran og kogler og levende lyst klæder dette lille, robuste under med det uanselige ydre og det naturlige ubehandlede indre. Huset bliver nærværende og skærmer på bedste vis det samlede selskab. Ingen ænser mørket, der allerede er kommet udenfor. Glemt er tid og sted i dette gæstfrie hus. I tiden efter nytår står huset ene i kulden og venter på sin næste chance. Det ligner præcis et nybyggerhus i det vilde vesten. Nybyggerhus er det da også. Opkomling i forhold til veteranerne nede på strandgrundene på den anden side af plantagen. Nogle af de ældste er mere end tredive år. Somme næsten fyrre. Frygtindgydende, solide og uindtagelige. Foruden plantagen er der ligesom et usynligt skel og måske en anelse uvilje mellem dem. Husene fra før krigen har hævd på noget, føler man. Nu kommer rakket rendende, og huse skyder op som paddehatte i svampetiden. Ganske vist i passende afstand. Men alligevel. Godt man er gemt bag birk og busk, ser de gamle ud til at mene, mens de skuer energisk og vedvarende ud over havet og stolt vender bagsiden til de anmassende ny.

Nybyggerne forsøger taktfuldt at hævde deres ret uden at træde de andres for nær. Intet kan imidlertid dræbe glæden over sommerhuset. De første krokus og vintergækker i byens villahaver får længslen til at vågne, og helt sikkert er det, at det første, festlige forårslys og solens varme stråler vækker handlekraften. Allerede i påsken bliver sommerhuset generobret. Døre og vinduer smækkes op. Vinteren lukkes ud og foråret lukkes ind. Måske strækker energien til lidt forårsrengøring, måske bliver huset hjemsted for den rene rekreation. Lange gåture i omegnen. Stille betragtninger af det velformede landskab, som der er fri og vid udsigt til. Andægtigt lyttende til fuglenes forårssonater i lærketræerne. Et pludseligt udråb og synet af en hare jager alle på deres post. Land er for og by er bag. Inden længe begynder gårdfolkene at gøre jorden klar til såning. Fra weekend til weekend følger sommerhusbeboerne med interesse og stigende sagkundskab afgrødernes vækst eller misvækst. Det knytter sammen. Binder bånd mellem land og by. En ny sommer rundes. Den gensidige respekt og forståelse vokser og øger tolerancen i tilværelsens samlede sum. Man omgås omgængeligt. Bliver måske med tiden venner med sin udstykker. Føler en slags forpligtelse, ansvar, tilknytning ved at have arvet jorden.

Huset er som sagt ikke noget at prale af. Uskønt. Et arkitektonisk misfoster. Som tusinder af andre sommerhuse landet over. Ikke til at skelne. Vanskeligt at finde for enden af to ujævne spor, som vognen elsker at sætte hjulene i.

Men det fungerer.