Skip navigation

Iisgaard Gods

Isgaard – eller Iisgaard, som ejeren nu for det meste benytter.

Et af de velkendte steder tæt ved vores sommerhusområde er Isgaard Hovedgård.  Vi har fået nogle oplysninger af den nuværende ejer Ole Dammark Knudsen. Her er en lille historie, og så kan I selv læse videre via de 3 links til højre (og nedenfor).

Når man kommer på vejen fra Eg, der løber gennem gården, lægger man mærke til den store trefløjede hovedbygning med hvidkalkede facader, røde tegltage og det tårnagtige indgangsparti. Gården rummer bygninger fra de sidste godt trehundrede år med laden fra 1771 som den ældste.

Udover de gamle staldbygninger, er Isgaard nu også indrettet med moderne svinestalde, som er placeret ude af syne fra de historiske bygninger,

Det menes, at Isgård, der i middelalderen hed Egsgaard efter landsbyen Eg, har tilhørt bisp Skjalm Vognsen, der bl.a. fortsatte arbejdet med opførelsen af Aarhus Domkirke, som hans forgænger Peder Vognsen havde påbegyndt. Ved reformationen i 1536 blev gården – ligesom alt andet kirkegods – konfiskeret af kongen, der otte år senere i 1544 solgte den videre til naboen, landsdommer Anders Christiernsen Sandberg, Quelstrup - syd for Dejret.

I 1600-tallet residerede slægten Gersdorff på Isgaard, og under dem fik gården en anselig størrelse. Joachim Gersdorff kunne i 1706 købe Rolsøgaard, i 1719 yderligere Vosnæsgaard i Kalø Vigs vestre hjørne, og fra faderen arvede han i tilgift Quelstrup. Hans søn Christian Gersdorff arvede alle fire gårde. Sidst i 1700-tallet begyndte det store godskompleks at gå i opløsning.

I 1826 blev Isgaard købt af den tidligere forpagter på Kalø, Christian Mortensen Leemeyer, der havde måttet forlade Kalø, da hans mor året før havde solgt godset til den hamburgske storkøbmand og senator Martin Jenisch, hvis slægt ejede Kalø indtil 1945. Leemeyer solgte Isgaard videre til Niels Pedersen, en rigtig ”self-made” mand, der havde kæmpet sig op fra søn af en husmand og tjenestekarl på Isgård, bl.a. ved to ægteskaber med velhavende gårdmandsdøtre, til at være ejer af både Isgaard og Quelstrup.

Op gennem 1800-tallet skiftede Isgaard jævnligt ejere, indtil den i 1890 blev solgt til kammerjunker Just Henrik Krieger, der var gift med baronesse Ellen Gyldenkrone. Krieger var ansvarlig for opførelsen af den nuværende hovedbygning.  

I 1911 købte Tyge A. Bech gården. Familien ejede gården frem til 1951. De var gode bekendte af kongehuset. Kong Christian X og dronning Alexandrine var hyppige gæster på Isgaard.

Siden 2016 er gården – eller godset med svineproduktion og markdrift overtaget af Ole Dammark Knudsen.

Når man følger vejen gennem Isgårds gårdsplads videre ad Isgaardsvej op til den højeste bakketop, Trehøj, kommer man til et udsigtspunkt cirka en kilometer nordvest for Isgaard i retning mod Landborup. Fra punktet er der udsigt over Aarhus Bugt med det østlige Aarhus, havnefronten og Domkirken, 8 kilometer fra Isgaard i fugleflugtslinje. Ad vejen rundt om Rønde er der ca. 47 km til Århus Centrum.

Fra udsigstpunktet kan man også se ned ad Jyllands østkyst syd for Aarhus. I retning mod øst er der udsigt til Begtrup Vig, Helgenæs, og Ebeltoft Vig.

Til Isgaard hører 3 kilometer kystlinje med høje og stejle kystskrænter.

Et område på 623 ha omkring Isgaard og Mols Hoved blev fredet i 1982 for at sikre de landskabelige værdier, at tilgodese de botaniske værdier samt at give offentligheden adgang.

Vidste du i øvrigt, at navnet Isengard fra J.R.R Tolkiens Ringenes Herre siges at være inspireret af Isgaard.

Nu er tiden inde til at udforske de 3 links på vores hjemmeside. Første link er beskrivelsen i Danske Slotte og Herregaarde fra 1961-1968, andet link er lidt om gården i dag samt nogle anekdoter fra gammel tid og tredje link er et notat med fine billeder om kulturmiljøer i det daværende Aarhus Amt.  Vi arbejder på at få arrangeret et besøg på Isgaard. Det bliver selvfølgeligt først, når coronaen har sluppet sit tag. Følg med her på hjemmesiden.